De første fundamenter til Thor Havvindmøllepark
er ankommet til Eemshaven i Holland

RWE Offshore Wind GmbH

  • De første fundamenter til Thor Havvindmøllepark er ankommet til Eemshaven i Holland
  • Buss havne-terminal skal bruges til håndtering af 72 monopælfundamenter.
  • Fundamenterne har en vægt på 1.500 tons hver og måler op til 100 meter
  • Arbejdet i Nordsøen er planlagt til at begynde i foråret 2025
© Harrie Garst/Skydronepictures.nl

København, 22. oktober 2024

RWE har taget et vigtigt skridt i realiseringen af Thor Havvindmøllepark, der skal etableres i Nordsøen: Det første parti monopælfundamenter til de 72 vindmøller er blevet losset og oplagret i basehavnen Eemshaven i Holland. De otte monopæle er op til 100 meter lange og vejer op til 1.500 tons hver. Det svarer nogenlunde til vægten af 1.000 mindre biler. Thor Havvindmøllepark vil have en kapacitet på over over 1 GW og vil levere grøn strøm til over én million danske husstande.

Thomas Michel, COO RWE Offshore Wind, udtaler: "Ankomsten af det første parti monopæle til havnen markerer en vigtig milepæl i vores Thor-projekt, som er Danmarks største havvindmøllepark til dato. Opførelsen af havvindmølleparker kræver enorme arealer og en særlig havneinfrastruktur. Sådanne faciliteter bliver stadig sværere at finde, og derfor er vi glade for endnu en gang at have sikret os Buss’ havneterminal. Under opførelsen af vores Kaskasi-Havvindmøllepark erfarede vi at faciliteterne her er helt ideelle til at håndtere tunge komponenter – såsom fundamenterne”.

Buss’ Terminal i Eemshaven ejes og drives af den Hamborg-baserede terminaloperatør, Buss Ports. Udover at sikre lagerplads til opbevaring, står operatøren også for at levere det nødvendige udstyr til at håndtere de tunge fundamenter, samt at sikre den rette arbejdskraft og logistik ved ankomsten. I foråret 2025 vil alle 72 fundamenter blive fragtet fra den hollandske heavy-lift terminal i Eemshaven til Thor-projektet i den danske del af Nordsøen. Thor Havvindmøllepark skal opføres cirka 22 kilometer ud for den jyske vestkyst, nær Thorsminde, hvor RWE allerede har etableret et mindre lokalt kontor.

Marc Wegman, administrerende direktør for Buss Terminal Eemshaven, siger hertil: "Vi er stolte af at samarbejde med RWE om endnu et stort havvindmølleprojekt. Vores dygtige medarbejdere vil sørge for en smidig og sikker håndtering på vores terminal i Eemshaven, hvor sikkerheden har højeste prioritet".

Danske havne udvalgt til mølleinstallation og drift

Installationen af vindmøllerne er planlagt til at starte i 2026 og skal udføres fra Esbjerg Havn. Thorsminde Havn vil fungere som base for drift og vedligeholdelse og forventes at bidrage til 50-60 lokale arbejdspladser. Samtidig forventes byggeriet af RWEs nye servicebygning at starte senere i år. Når Thor Havvindmøllepark er i fuld drift fra 2027, vil den producere nok grøn strøm til at kunne forsyne mere end en million danske husstande.

Globalt førende aktør inden for havvind

RWE driver allerede 19 havvindmølleparker, herunder Rødsand 2 ud for den danske kyst. Ud over Thor-projektet i Danmark er RWE i øjeblikket i gang med at bygge tre store havvindmølleparker: Sofia Havvindmøllepark (1,4 GW) i Storbritannien, Nordseecluster (1,6 GW) ud for den tyske kyst og OranjeWind Havvindmøllepark (795 MW) i Holland sammen med TotalEnergies. RWE har som mål at tredoble sin globale havvindkapacitet fra 3,3 GW i dag til 10 GW i 2030. 

Billedmateriale er tilgængeligt i RWEs mediecenter.

Du kan downloade pressemeddelelsen her.

Yderligere pressemeddelelser

RWE tager næste skridt i etableringen af Thor Havvindmøllepark:
kabelarbejdet på land går nu i gang

København, 15. April 2024

Thorsminde Havn
bliver base for drift og vedligeholdelse af Thor Havvindmøllepark

København, 24. januar 2024

Første ‘steel cutting’
til offshore transformerstation

København, 12. december 2023